Sommerhustur med godt til maven

I sidste weekend tog vi på vores årlige sommerhustur med et vennepar. Traditionen tro går det ud på at slappe af og spise godt – hele tiden. Det gjorde vi så. Det er som regel mændene der folder sig ud i køkkenet. På sådan en tur er der god tid til at afprøve og udforske gastronomien. Vi andre kan kun glæde os over de herligheder, der bliver serveret.

Torsdag
Vi tog op til sommerhuset torsdag aften. Første aftens menu skulle derfor være nem. I år stod den på spansk charcuteri og ost, da den ene af vores venner har boet i Spanien og derfor har en stor forkærlighed herfor og kendskab til diverse oste og pølser mv. Der var intet mindre end syv forskellige oste, seks slags skinke og pølse, en anderilette, en foie gras, andemousse, små løg i balsamico, grillede peber, sardiner med tomat, god olivenolie, pesto af peberfrugter og mandler, oliven og to slags brød. Der var meget mere end hvad vi kunne konsumere på en aften. Det gjorde ikke noget, da der var lækker ost til efterfølgende dages morgenborde og til frokost. Det dejlige ved charcuteri og ost er jo netop de mange ting, man kan smage lidt af og sidde og nipse af en hel aften sammen med et eller flere glas god rødvin. Så blev stilen lagt.

Fredag
Fredag fik vi rester af ost og pølse til morgenmad samt yoghurt og müsli, kaffe og juice. Til frokost fik i hjemmelavet leverpostej på et godt stykke rugbrød med rigeligt bacon og smørstegte champignoner. Ja man skal ikke tælle kalorier på sådan en tur. Heldigvis for sidebenene er det “kun” en forlænget weekend.
Til kaffen og den varme kakao blev der lavet pandekager. Pandekagerne blev lavet på sødmælk, så de var lækre bløde, lige til at rulle med sukker og syltetøj.

Til aften skulle der prøves nye ting af. Til forret fik vi pankofriterede vagtelæg med baconmayonnaise. En opskrift fra Gastromand. Pankorasp er en mere chrispy og let rasp end almindelig rasp. Vi fandt den i et kinesisk supermarked. I sig selv var æggene gode, men processen er noget besværlig og står ikke helt målt med smagsoplevelsen. Retten manglede lidt syre og eventuelt grønt på siden. Det er nok mere en snack som kunne serves sammen med et par andre snacks til en velkomst eller lign.

Hovedretten var confiteret andelår med sprød grøn salat samt rodfrugter bagt i ovnen. Andelårene blev købt på dåse med fem i. Confiteret betyder at andelårene har simret i andefedt over lang tid og efterfølgende kommet i en tæt beholder med andefedtet, som er renset for urenheder mv. På grund af den lange tilberedning bliver kødet helt mørt og falder kødet fra hinanden, når det spise. Ved tilberedning til denne ret blev lårene stegt i deres eget fedt på en pande, som gjorde dem helt sprøde på ydersiden. Meget nemt, siger jeg, som jo ikke stod i køkkenet, men det forlyder det fra kokkene. Confiteret and kan bl.a. fås i Torvehallerne. Rodfrugterne var skåret i små stykker og var blandet med både af løg. Jeg plejer at skære dem i noget grovere stykker, hvilket også betyder at det tager meget lang tid at tilberede. Det var en god måde at gøre det på. Dog skal man være opmærksom på at løgene ikke kræver lige så lang tilberedning som de øvrige rodfrugter, så man skal passe på ikke at skære dem for tyndt, så bliver de sorte til sidst.

Til dessert havde Ida og jeg bagt brownie som blev serveret med vanilleis. Brownien kan sagtens bages i god tid, da den ikke skal være varm ved servering. Vær opmærksom på den ikke får for meget, vores fik desværre i underkanten. Kagen er meget fyldig på smag. Vi bagte en hel portion og spiste den også til eftermiddagskaffen næste dag og der var stadig en halv kage tilbage.

Lørdag
Lørdag morgen startede vi dagen på en god portion arme riddere. Det er godt nok længe siden jeg har fået det, jeg kan faktisk ikke huske hvornår. Til dem fik vi frugt og bær. De fylder meget i maven, så det var ikke hele fadet, der blev spist.

Frokosten blev blot til lidt rester igen af pølse mv. Der skulle jo også være plads til en tre rettes aftenmenu. Til kaffen om eftermiddagen fik vi et stykke af brownie.

Vi startede aftenen med jomfruhummerhaler med æblekompot og dildmayonnaise. En god kombination med syre, sødme og fedt. Hvis man skal have de kritiske briller på, kunne retten godt få en lille chrunch af en slags på, eventuelt en papirs tynd skive ristet rugbrød. Virkelig anbefalelsesværdig sammensætning. Jeg kan godt anbefale at lave denne ret til en gæstemiddag.

Jomfruhummerhalerne blev efterfulgt af svinekæber a la brændende kærlighed, lavet efter Gastromands opskrift. I det hele taget har Gastromand mange interessante bud på mad, vi kender i en lidt anden version, bl.a. mange bud på burger. De friterede løgringene var meget lækre og sprøde og cayennepeberen gav lige et lille bid i tungen. Kan sagtens bruges i mange andre sammensætninger også. De confiterede løgringe er ikke et must til retten. Der blev lavet svinekæber af ca. et kilo kød. Det er en meget billig spise, de kostede kun ca. 60 kr. De fik lov at stå længe og simre, så de faldt fra hinanden, da de skulle spises. Jeg vil klart anbefale at prøve dem. Kødet har en meget kraftfuld smag. Kan sagtens laves som gæstemad som alternativ til oksekød.

Til dessert fik vi Banana Toffee Pie også med opskrift fra Gastromand. Ikke ligeså vellykket som resten. Den blev lidt vammel, lidt som at spise en stor Twix bar med banan. Vi havde også glemt at købe fløde til flødeskum og det havde hjulpet. Og når man kan sige at flødeskum hjælper til at gøre kagen lettere, så siger det noget om hvor sød og tung den var

Søndag
Søndag var det tid til at tage hjem og der var rigeligt mad tilbage, så vi fik rester hele dagen.

One Response

  1. […] Torsdag tog vi afsted til sommerhuset. Jeg har tidligere berettet om denne tur med rigeligt og meget lækker mad. Der er god inspiration til gæstemad. Læs mere om turen her. […]

Leave a Reply