Fastelavnsboller med solbærskum

Fastelavnsboller med solbærskum

posted in: Bagværk, Opskrifter | 0

Det er tid til fastelavnsboller. Jeg lavede disse lækre sidste år. Jeg kan personlig godt lide både de mere bolle lignende med fyld i og dem med flødeskum og creme af forskellig slags. Simon er mest til det sidste og det tror jeg også Ida er. Vi har i haven en masse buske med bær og havde derfor fryseren fyldt med solbær, ribs, mv. Jeg tænkte derfor at lave fyld med solbær, som kunne give en god syrlighed til det søde og fede.

Begynd med at lave solbærcreme og derefter vanillecreme.

Boller
12-14 stk.

Ingredienser:

1 1/2 dl vand
125g smør
125g hvedemel
1 tsk sukker
1 nip salt
5 æg

Fremgangsmåde:

Kom smør og vand i en gryde og varm det godt op. Pisk æggene i mens. Når smørret er smeltet, tag gryden af varmen og kom melet i. Pisk mel, vand og smør til en ensartet masse med en el-pisker. Varm massen i gryden til den slipper og glat. Tag gryden af varmen, rør salt og sukker i og pisk æggene i lidt af gangen.

Kom dejen på en bageplade med spiseske, ca. 1-1 1/2 spsk pr. bolle med gode mellemrum. Bag bollerne i en forvarmet ovn ved 200 grader (190 grader varmluft) til de er flotte gyldne og luftige. Det er vigtigt IKKE at åbne ovnen, mens de bages, så falder de sammen.

Lad dem køle af inden, der kommes fyld i.

Drys med flormelis eller kom glasur på og server.

Solbærskum

Ingredienser:

200g solbær (jeg brugte fra frost)
2 spsk sukker
1/2-1 dl vand
2 dl fløde

Fremgangsmåde:

Kog alle ingredienser til væsken tyknet, smag evt. til med mere sukker. Jeg synes, det smager godt at solbærcremen er lidt syrlig. Det giver en god kontrast til det søde og fede. Stil på køl. Når solbærmassen er kølet helt af, piskes fløden til flødeskum. Vend forsigtigt lidt af solbærmassen i flødeskummen og smag efterhånden til den har den rette smag af solbær.

Vanillecreme

Ingredienser:

4 dl mælk
3 æggeblommer
40g sukker
30g mel
1/2 vanillestang

Fremgangsmåde:

Æggeblommer og sukker røres sammen. Rør melet i. Bring mælken i kog med vanille og hæld den i æggemassen under stadig omrøring.

Kom det tilbage i gryden og rør, til det koger. Lad cremen koge i et par minutter.

Hæld den over i en skål og rør, til den er kølet lidt af – så trækker den ikke skind. Film cremen og sørg for at trykke filmen helt ned på cremen, på den måde undgås kondens, når den køler helt af i køleskabet. Når cremen tages ud, skal den ikke piskes igen, så bliver den flydende igen.

———————————————-

Når alle ting er færdige samles bollerne. Flæk dem næsten helt over, kom vanillecreme nederst og oven på solbærskum, lige dele af de to og læg den sammen. Kom flormelis eller glasur på toppen og server straks.

Leave a Reply